Politiet jagter seriemorder i New York

Eftersøgningen af en savnet escortpige førte politiet i New York på sporet af fire opløste lig

Shannan Gilbert, 24, frygtes også dræbt af den formodede seriemorder. (Politifoto)
Shannan Gilbert, 24, frygtes også dræbt af den formodede seriemorder. (Politifoto)

Politiet i New York og det amerikanske forbundspoliti, FBI, jagter en seriemorder, som har mindst fire kvinders liv på samvittigheden.

De fire opløste lig er endnu ikke blevet identificeret, men de blev fundet langs kysten på Long Island, da politiet ledte efter escortpigen Shannon Gilbert, der har været savnet siden maj.

En foreløbig undersøgelse tyder dog ikke på, at Gilbert er blandt de fire ofre.

– Det ser ikke sådan ud, siger politikommissær i Suffolk County, Richard Dormer, til avisen New York Daily News.

De fire lig blev fundet på en small stribe land på Long Islands sydkyst mellem Gilgo Beach og Cedar Beach. Naturområdet ligger fem kilometer vest for Oak Island, hvor Gilbert sidst blev set i live.

Den 24-årige narkoluder blev sidst set af sin alfons, da hun i panik flygtede fra en sexhandel, som angiveligt var løbet af sporet.

Politikommissær Dormer mener, at alle fire kvinder er blevet dræbt af den samme person og kørt til området, hvor morderen har skilt sig af med ligene.

– Vi kunne stå med en seriemorder. Jeg tror ikke, at det er et tilfælde, at alle lig endte i samme område, siger han og tilføjer, at kvinderne har været døde i mindst ét år.