Hoppede i døden fra brændende bygning

Mindst 25 mennesker omkom, da der udbrød brand i klædefabrik i Bangladesh

Branden brød ud på tiende etage i klædefabrikken i Ashulia i Bangladesh. (Foto: AP)
Branden brød ud på tiende etage i klædefabrikken i Ashulia i Bangladesh. (Foto: AP)

Folk hoppede i panik fra vinduerne, da der tirsdag udbrød brand i en klædefabrik i Ashulia nær hovedstaden Dhaka i Bangladesh. Mindst 25 personer meldes dræbt, mens 45 andre er kvæstet, oplyser politiet til BBC News.

– Samtlige dræbte enten hoppede fra bygningens tiende etage eller forsøgte at klatre ned for at slippe væk fra flammerne, siger polititalsmand Iqbal Bahar.

Det var en elektrisk kortslutning, som udløste branden, der ifølge øjenvinder spredte sig med eksplosionsagtig kraft.

– Der var et enormt flammehav. Det gik så hurtigt, og mange hoppede bare ud fra vinduerne, siger øjenvidnet Rezaul Karim.

Indenrigsminister Sahara Khatun, der senere besøgte stedet, kalder branden for en 'tragedie'.

Brand i frokostpausen
Ifølge myndighederne kunne branden have kostet langt flere liv, men hovedparten af de ansatte havde forladt bygningen for at spise frokost, da ulykken skete.

Cirka 14.000 mennesker - især kvinder - arbejder i det store tekstilkompleks, som ejes af landets største producent, Ha-Meem-Gruppen.

Bangladesh har omkring 4000 klædefabrikker og eksporterer for omkring 60 milliarder kroner tekstilprodukter årligt – især til Europa og USA.