Black Cobra og HA'er i samme narkosag

Dommer i Roskilde har fængslet fuldgyldigt medlem af Hells Angels og mand fra Black Cobra i sag om kokain og amfetamin

Normalt regnes medlemmer af Hells Angels og Black Cobra ikke som de bedste venner, men politiet har nu knyttet herrer fra de to grupper sammen.

Et 41-årigt fuldgyldigt medlem af Hells Angels og en 39-årig mand fra Black Cobra er i retsmøder i Roskilde tirsdag blevet varetægtsfængslet til 6. januar.

Det er politiets særlige enhed mod rockere og bander, Task Force Øst, der sigter mændene for at have beskæftiget sig med kokain og amfetamin.

Hvad de to mænd præcist beskyldes for at have gjort, vil politiet ikke ud med.

Begge var blandt de 10 personer, der blev anholdt mandag. Sigtelserne spænder fra tre kilo og ned til mindre mængder.

Ved aktionen fandt betjentene 300.000 kroner, og ordensmagten har også beslaglagt to personbiler og to Harley Davidson motorcykler.

Black Cobra er en løsere gruppering end de to store rockergrupper Bandidos og Hells Angels - og har flere afdelinger rundt om på Sjælland. Især mænd med indvandrerbaggrund findes i Black Cobra.