Julehandel i Stockholm upåvirket af terror

Stockholmerne lader sig ikke forstyrre af den formodede terroraktion lørdag. Julehandlen fortsætter, som om intet var hændt

En politibil uden blå blinklys, et par betjente, én i civil og én i uniform, og en masse nysgerrige er det eneste usædvanlige på hjørnet af Drottninggatan og Bryggargatan midt i Stockholm, hvor en formodet terrorist dræbte sig selv lørdag eftermiddag.

Ellers er Drottninggatan, Stockholms travleste forretningsgade, fyldt med julehandlende, der slæber på tunge indkøbsposer.

Eneste tegn på aktionen, den første selvmordsterroraktion i Sverige, er enkelte blodpletter på det isglatte fortov og et hul i et vindue ind til skobutikken Scolett.

- Der går flere op og ned af Bryggargatan her mandag, end der plejer at gøre. Folk er nysgerrige. Men trafikken på Drottninggatan er helt normal, siger politiinspektør Hans Ortendorf.

Han forsikrer de forbipasserende om, at politiet ikke ser nogen fare for nye aktioner i byen. Der er flere betjente i midtbyen end normalt, men det er for at berolige befolkningen, forklarer han.

Det synes dog næppe nødvendigt.

30-årige Amin agerer levende reklamesøjle for en frisørsalon nede ad Bryggargatan. Han står midt på Drottninggatan mindre en 10 meter fra gerningsstedet.

- Selvfølgelig er det en forfærdelig handling. Men det skal ikke holde mig væk fra mit arbejde, siger den studerende, der kommer fra Pakistan.

I indkøbscentret Åhlens, Stockholms svar på Illum i København eller Salling i Århus, er der øjensynlig heller ingen, der bekymrer sig om lørdagens aktion.

Åhlens ligger kun et par hundrede meter fra stedet, hvor gerningsmanden sprængte sig selv til døde. Der spekuleres i, at gerningsmanden var på vej til Åhlens, som var fyldt med julekunder lørdag.

- Men vi har ikke hævet sikkerhedsniveauet siden, siger butikkens sikkerhedschef Anders Lundqvist.

Sikkerhedsniveauet er altid forhøjet under julehandlen.

- Vi er i kontakt med politiet. Der er ingen anledning til yderligere sikkerhed, forsikrer Anders Lundquist.

Der er heller ingen tegn på, at kunder holder sig hjemme.

- Vi fornemmer, at det er en helt normal handelsdag, vurderer han.