Dansk hashsmugler i Nepal har det godt

Danskeren, der er anholdt for hashsmugling i Nepal, har det godt. Han befinder sig i et fængsel i Kathmandu.

Danskeren er fængslet i Nepals hovedstad Kathmandu, og har det efter omstændighederne godt, siger den danske ambassade.
Danskeren er fængslet i Nepals hovedstad Kathmandu, og har det efter omstændighederne godt, siger den danske ambassade.

Den dansker, der tidligere på ugen blev anholdt i Nepal mistænkt for at prøve at smugle syv kilo hash ud af landet, har det godt.

Han befinder sig i et fængsel i landets hovedstad, Kathmandu, oplyser den danske vicekonsul i Nepal, Helle Shrestha.

- Vi sørger for, at han har det godt i fængslet og får de ting, han har brug for. Og så sørger vi for, at han har mulighed for at få adgang til en advokat, siger Helle Shrestha.

Skulle for dommer torsdag
Det danske konsulat vil stadig ikke give yderligere oplysninger om, hvorvidt manden er blevet stillet for en dommer, og om han nægter sig skyldig.

Ifølge de nepalesiske retsregler skulle danskeren have været stillet for en dommer torsdag.

Helle Shrestha har tidligere sagt, at de nepalesiske myndigheder ikke tager afslappet på den slags forbrydelser, og at danskeren derfor risikerer flere års fængsel.

- Det er en alvorlig sag, og i værste fald risikerer man op mod fem års fængsel, siger Helle Shrestha.

Mange narkosmugler i Nepal
Danskeren blev anholdt i den internationale lufthavn i Nepals hovedstad Kathmandu. Ifølge Himalayan Times var den anholdte på vej om bord på et Etihad Airlines-fly til København, da han blev pågrebet.

The Himalayan Times skriver lørdag, at Nepal oplever mange sager med udenlandske narkosmuglere. Inden for det seneste år har landet således pågrebet 101 udlændinge i færd med at smugle store mængder hash ud af landet.