Rigsadvokaten har nu tildelt tre indvandrer-drenge fra Kolding erstatning for, at de uberettiget var varetægtsfængslet og fængslet i en sag om voldtægt på Fredericia Banegård. Sagen viste sig nemlig at være det rene opspind.
Nu får de så i underkanten af 400.000 kroner for fejlen, skriver JydskeVestkysten torsdag.
De tre drenge sad varetægtsfængslet i længere tid, efter at en 15-årig pige havde anmeldt en voldtægt, der skulle have fundet sted på Fredericia Banegård. Både retten i Kolding og Vestre Landsret nåede at idømme de tre lang tid bag tremmer, inden det viste sig, at pigens påstand var taget ud af den blå luft.
Den dengang 15-årige pige er sigtet for falsk anmeldelse og falsk forklaring i retten - to gange. Men hun er endnu ikke dømt.