Her går det galt i tv-studiet - live

Et populært tysk underholdningsprogram blev i aftes ramt af en grim ulykke

Tv-værten Thomas Gottschalk ser på med bekymring, efter at Samuel Kochs stuntnummer kiksede for øjnene af millioner af tyske tv-seere. (Foto: AP)
Tv-værten Thomas Gottschalk ser på med bekymring, efter at Samuel Kochs stuntnummer kiksede for øjnene af millioner af tyske tv-seere. (Foto: AP)

Det gik helt galt for den tyske vovehals Samuel Koch, da han i bedste sendetid lørdag aften skulle udføre et stunt i det populære tv-show 'Wetten Dass'.

Iført affjedrede ’kænguru-sko' skulle 23-årige Koch hoppe over en bil, som blev kørt af hans egen far, men timingen kiksede totalt.

Samuel Koch blev ramt af bilen, lavede en ufrivillig saltomortale i luften og landede på betongulvet med ansigtet først. Et sus gik gennem studiet, og tv-showet blev afbrudt.

Den bevidstløse stuntmand blev kørt til hospitalet i Düsseldorf, hvor han er lagt i kunstig koma og har været på operationsbordet.

En optræden af det canadiske teenageidol, Justin Bieber, blev aflyst som følge af uheldet, men sangeren beder via sin Twitter-profil alle sine fans om at bede for Koch.