Mærsk anklages i sag om sexovergreb

Amerikaner kræver 280 millioner kroner i erstatning fra Mærsk for fyring og negligering af voldtægt

En amerikansk mand sagsøger Maersk Line for 50 millioner dollar (280 millioner kroner) for uretmæssig fyring og for ikke at sørge for lægehjælp, efter at han var udsat for et seksuelt overgreb af sydkoreansk politi. Det skriver avisen The Virginia Pilot.

Den 50-årige mand beretter, at hændelsen fandt sted i 2008, da han var på landlov i Sydkorea. Han er efterfølgende blevet fyret af Maersk Line. Rederiet afviser mandens anklager.

Blev bortført og misbrugt af flere mænd
- Bevismaterialet modsiger påstande fremført i anklagen. Retten har også anerkendt dette ved at afvise mange af punkterne, inden retssagen er startet, siger Maersk Line-talsmand Kevin Speers i en meddelelse.

Ifølge mandens anklage havde han sammen med fire andre sømænd været på landlov fra fartøjet Maersk Rhode Island i den sydkoreanske by Yosu. Her havde de spist og drukket.

Han hævder, at han lidt senere blev bortført og seksuelt misbrugt af adskillige mænd i politiuniformer. Han blev herefter afleveret tilbage til skibet.

Anklage: Kaptajn nægtede lægebehandling
Manden fortæller videre, at han mødtes med kaptajnen og fortalte ham om overfaldet, og at han havde behov for lægebehandling, rapporterer The Virginia Pilot. Men han fik at vide, at hændelsen ville bringe Maersk Lines kontrakt med det amerikanske militær i fare, hedder det i anklageskriftet.

I anklagen hævdes det, at han blev fyret 'under påskud' af fuldskab.

Manden blev senere undersøgt på en skadestue i USA. Der kunne man ikke undersøge ham for voldtægt på grund af den forløbne tid.

Sagen ventes at køre ugen igennem.