Skiløber dræbt af elgjæger i Sverige

En jæger i Småland i Sverige var ude for at skyde elge, men kom til at dræbe en ældre skiløber

En mand i 70-års alderen er dræbt af skud under en elgjagt i nærheden af Ljungby i Sverige.

En jæger har tilsyneladende sigtet mod en elg, men i stedet ramt den ældre mand, der var ude at stå på ski i området, siger politiet. Han var død, da redningsmandskabet nåede frem.

- Jægeren er chokeret, oplyser en talsmand for politiet til avisen Expressen.

Politiet efterforsker sagen som uagtsomt manddrab.

- Vi betragter det som en ualmindelig tragisk ulykke, siger informationschef Robert Loeffel til det svenske nyhedsbureau TT.

Skudepisoden fandt sted lørdag ved middagstid.

Svensk politi er endnu tilbageholdende med oplysningerne, idet familien til ofret endnu ikke er underrettet, skriver TT.