Forældre skal bag tremmer for ruskevold

Et forældrepar fra Frederiksberg er dømt til 3 år og ni måneders fængsel for vold mod deres kun tre måneder gamle pige

RETTEN PÅ FREDERIKSBERG (ekstrabladet.dk): 3 år og ni måneder. Så længe skal et forældrepar fra Frederiksberg ind og ruske tremmer. Det afgjorde Retten på Frederiksberg i dag, da der blev afsagt dom i sagen.

Forældrene på 36 og 39 år er begge dømt for at have udsat deres lille pige for ruskevold. Pigen var dengang blot tre måneder gammel.

Skaderne var så voldsomme, at lægerne konstaterede hjerneblødninger, brækkede ribben og flere blodansamlinger rundt om på kroppen. Til dato vides det endnu ikke om hun vil få varige hjerneskader af volden, der er foregået over længere tid og er sket i hvert fald tre gange.

Forældrene modtog strafudmålingen i dag forholdsvist roligt, indtil en umiddelbart varetægtsfængsling af dem, kom på tale. Her brød den 39-årige mor sammen.

Dommeren valgte dog at se bort fra en varetægtsfængsling, så forældrene som planlagt kan hente deres pige i vuggestuen i dag.

Pigen blev allerede efter kort tid efter sagen kom frem hjemgivet til forældrene, som efterfølgende har været i familiebehandling. Mentalundersøgelsen viser dog, at der kan være risiko for gentagelse af volden begge, hvis de bliver udsat for meget pres.

Forældrene har nægtet sig skyldig i anklagerne om vold. De ankede sagen på stedet.