Ret skal være ret: Jan fik det sidste ord

Maria-drabet: Efter procedure-fejlen i går fik den drabstiltalte Jan Erik Henriksen så det sidste ord inden dommen

Jan Erik Henriksen var næsten besat af at tænde lys og holde lysene tændt for Maria lige efter hendes død. (Foto: Tue Skals/Krimi5)
Jan Erik Henriksen var næsten besat af at tænde lys og holde lysene tændt for Maria lige efter hendes død. (Foto: Tue Skals/Krimi5)

RETTEN I HERNING (ekstrabladet.dk): Efter gårsdagens procedurefejl, hvor dommeren glemte at give den drabstiltalte Jan Erik Henriksen det allersidste ord inden dommen, blev der her til morgen rettet op på fadæsen.

Havde intet at sige
Selvom selve domsafsigelsen først er fastsat til kl. 10.30, indledte dommeren dog allerede kl. 9.00 retssagen endnu engang. Her indrømmede han, at han i går glemte at spørge den tiltalte om en sidste bemærkning.

- Har du noget at sige, inden dommen, blev Jan Erik Henriksen så retmæssigt spurgt.

- Nej, var dog den eneste kommentar, der kom fra den 48-årige.

Hjemløs hvis han frikendes
Under hele retssagen har den tiltalte optrådt uden reaktion eller tegn på følelser men iskoldt fulgt med i retssagen ved siden af sin forsvarer Jens Møller.

Også her til morgen virker den 48-årige, iført sorte lædersko og jeans og en tætsiddende grå skjorte, umærkeligt rolig - trods det faktum at han om få timer måske bliver kendt skyldig i drab og voldtægt og risikerer forvaring på ubestemt tid. Mentalundersøgelsen afslører blandt andet, at han betegnes som afvigende med en pervers karakter.

Alternativt, hvis Jan Erik Henriksen altså bliver frikendt, kan han umiddelbart dog i første omgang kun se frem som et liv som hjemløs, da hans ekskæreste har smidt alle hans ting ud af sin lejlighed.

- Jeg aner simpelt hen ikke, hvad jeg gør. Jeg har ingen steder at tage hen. Jeg må se, om jeg kan finde et sted at sove, hvis jeg bliver sat fri. Men her og nu ved jeg ikke lige, hvor jeg skal gå hen, sagde Jan Erik Henriksen i går til Ekstra Bladet under en pause i retssagen.

Dommen falder kl. 10.30, hvor ekstrabladet.dk følger sagen...