Syv mænd er sigtet for terror i Spanien

Spansk politi har anholdt syv mænd, der sigtes for at have forsynet militante grupper med falske papirer

Syv mænd er blevet anholdt i Barcelona og sigtet for at have forsynet militante grupper med falsk identitet.

Blandt de grupper, som de syv mænd skal have givet falsk identitet, er den gruppe, der stod bag terrorangrebet i den indiske by Mumbai i 2008, oplyser det spanske indenrigsministerium.

Seks pakistanere og en nigerianer blev anholdt sent tirsdag og tidligt onsdag og sigtet for at have stjålet pas og andre rejsedokumenter fra turister i Barcelona. Herefter skal de have sendt dem til Thailand, hvor de blev forfalsket og givet videre til ekstremistiske kriminelle grupper, fremgår det af oplysningerne fra indenrigsministeriet.

Blandt de grupper, dokumenterne blev sendt til, er Lashkar-e-Taiba, som har fået skylden for angrebet i Mumbai, der kostede 166 mennesker livet. Også den srilankanske separatistbevægelse De Tamilske Tigre skal være blevet forsynet med falske papirer.

Anholdelserne i Spanien er en del af en større international aktion, hvor også to pakistanere og en thailænder er blevet anholdt i Thailand.

Spansk politi har beslaglagt adskillige identifikationspapirer, computere, 50 mobiltelefoner, sim-kort og kontanter i dollar, pund og euro i de anholdtes hjem.