Endelig nåede kalenderen til efterårsferien for de fleste danskere. I hobetal planlægger familier over hele landet at nyde den kommende uge i udlandet, i sommerhus eller blot med diverse aktiviteter uden for hjemmets vante fire vægge. Nok en lise for de fleste, men ikke for dem, der vender hjem til endevendte villaer, rippede huse, stjålet indbo og effekter.
Efterårsferien er med andre ord et sandt slaraffenland for indbrudstyvene og ligesom jul og sommerferie en af højtiderne indenfor branchen. Så har du planer om at beholde mormors arvesmykker, fladskærmen eller designerstolene, så kan det være en god idé at tage sine forholdsregler - endelig at få gjort noget ved den tyverialarm, lystimeren eller de gamle vinduer.
Gør det svært
Med enkle tiltag kan du selv gøre meget for at gøre livet svært for de uvelkomne gæster - ja måske ligefrem helt forhindre dem i at komme indenfor.
Ifølge Det Kriminalpræventive Råd (DKR) handler det først og fremmest om at beskytte boligen med gode låse, døre og vinduer. Derudover kan arbejdet for tyven besværliggøres ved eksempelvis at låse haveredskaber, værktøj, stiger og lignende fast eller inde, så tyven ikke kan benytte sig af dette.
Tyve går også på Facebook
En klassisk metode er naturligvis også simpelthen at få installeret den tyverialarm, som mange familier bare snakker om. Og så er et godt naboskab i øvrigt også afgørende: Få dem til at tømme skraldespanden, parkere deres bil i indkørslen, eller tænde lys en gang i mellem - slet og ret at holde øje med huset.
Og lær nu, at selv tyve de fleste tyve kan læse og følger med i din statusopdatering på Facebook, hvorfor du naturligvis aldrig delagtiggør, hvornår du er bortrejst. Det gælder naturligvis også for de yngre medlemmer af familien.
Hvis nu... uheldet er ude
Skulle tyvene alligevel have held med foretagenet, så lyder de gode råde fra DKR, at man har noteret serienumre på værdierne, taget billeder af dem og på forhånd har mærket sine værdier, så tyvene har sværere ved at afsætte de varme varer - og måske ligefrem lader dem ligge. En decideret værdiboks eller pengeskab, som tyvene ikke har mulighed for at slæbe med eller åbne hører også blandt de gode råd.
I faktaboksen til højre kan du blive klogere på, hvor og hvornår tyvene typisk slår til...
På Det Kriminalpræventive Råds hjemmeside www.dkr.dk og på www.stopindbrud.dk kan der læses mere om, hvordan man forebygger indbrud.