Øst-bande plyndrer juvelér på Strøget

Der har igen været røveri mod guldsmed Ole Mathiesen i København. Politiet efterlyser fire østeuropæere

Fire røvere slap væk med kostbare ure fra juvelér Ole Mathiesen på Strøget.(Foto: Gregers Tycho)
Fire røvere slap væk med kostbare ure fra juvelér Ole Mathiesen på Strøget.(Foto: Gregers Tycho)

Politiet efterlyser fire østeuropæiske mænd, der har plyndret juvelér Ole Mathiesen på Strøget i København.

Røveriet skete i butikken Østergade 8 kl. 12.38. Der blev truet med pistol.

Røverne flygtede i en sortmetallic VW Golf stationcar med nummeret BF 23 505.

Politiet anmoder befolkningen om at kigge efter bilen.

- Bilen er stjålet på Østerbro, men ejeren havde ikke opdaget det, siger politiets centrale vagtleder Flemming Kim.

Ved tidligere røverier mod guldsmeden har øst-bander dumpet flugtbilerne tæt på gerningsstedet, og har skiftet til nye flugtbiler.

- Vores første-prioritet er nu at finde flugtbilen, siger vagtlederen.

Lignede kunder
Røverne kom ind gennem den låste sluse, der er i butikken. De var velklædte og lignede kunder. Mens en af røverne truede med pistol, gik de andre i gang med at smadre glasmontrerne med en medbragt økse og en hammer.

Udbyttet er kostbare ure og smykker for et endnu ukendt beløb.

- Udbyttet er ikke opgjort endnu, men de har taget forholdsvist mange dyre ure, siger den centrale efterforskningsleder på Politigården, John Hansen.

Ved tidligere juvelér-kup på Strøget har der været tale om million-udbytter.

Røverne flygtede til fods mod Kongens Nytorv, hvor flugtbilen ventede på hjørnet ved Strøget. Bilen kørte i retning mod Nationalbanken, men det er uvist om den kørte over Knippelsbro til Amager.

Ifølge politiets efterforskningsleder på stedet var røverne pænt klædt på. Den ene bar en sixpence. En af røverne havde et markant 'hareskår'.

Øst-bander
Ole Mathiesen på Strøget var været udsat for flere røverier begået af øst-bander, der truer med pistol, smadrer glasmontrerne og flygter med kostbare ure og smykker.

I august 2008 blev to serbiske røvere fanget, da de røvede 118 ure hos Ole Mathiesen til en værdi af 10 millioner kr. En patruljevogn var stort set på stedet, da alarmen gik og serberne løb i armene på politiet, der trak pistolerne.

En anden juvelér-butik, Stenstrup, i Østergade på Strøget er også blevet plyndret flere gange af øst-bander. I marts slap en bande væk med ure og smykker for millioner, da de truede med pistol og smadrede udstillingsmontrerne med økser.

Det var tredje gang siden september sidste år, at Stenstrup blev plyndret og politiet mistænker, at samme bande står bag.