Beredskabsfolk og politi har hele natten arbejdet med at inddæmme og fjerne et giftigt udslip ved fabrikken Logstor på Danmarksgade i Løgstør. Det oplyser P4 Nordjylland.
Stoffet isocyanat benyttes på fabrikken til at lave isoleringsskum, og er giftigt og ætsende, hvis det kommer i forbindelse med vand.
1000 liter af stoffet løb ud kort før midnat, da en pumpe blev glemt, og beredskabsfolk måtte grave en dæmning omkring udslippet, hvorefter det kunne pumpes op.
Ifølge vagtschef Bruno Brix fra Nordjyllands Politi gjorde det oprydningen meget besværlig, og først her kl. 5.00 i morges var oprydningen færdig.