Den 49-årige norske mand, der mandag aften blev anholdt for at onanere ved en legeplads ved Vigsø Feriecenter, forsøgte at bortforklare hele affæren, da han blev afhørt af Midt- og Vestjyllands Politi i går.
- Han forklarede, at han blot havde tisset i busken ved legepladsen og ikke onaneret. Men da han blev forelagt vidneforklaringerne, erkendte han, at han også havde onaneret, fortæller Ole Hofmansen fra Midt - og Vestjyllands politi til tvmidtvest.dk.
Den 49-årige mand blev opdaget i akten af flere norske familier, der anmeldte manden til politiet. Og familiernes vidneudsagn gennemhullede mandens bortforklaring.
Politiet har sigtet manden for blufærdighedskrænkelse, og han kan ifølge TV/MIDT-VEST se frem til en bøde på 3.000 kroner.
Den 49-årige mand er fra Kristiansand, og han er sammen med sin familie på ferie i Vigsø Feriecenter, der ligger nær Hanstholm i Thy.