Brønderslev-forældre risikerer høj straf

Forældrene i den såkaldte Brønderslev-sag er nu foruden vold mod en 20-årig datter også sigtet for misrøgt mod syv af deres i alt ni børn. Dermed risikerer forældrene endnu højere straf

Familien med de ni børn mellem to og 20 år boede med kommunens accept i et faldefærdigt hus i Serritslev, der stod på kommunens liste over boliger, som burde rives ned. (Foto: Ernst van Norde)
Familien med de ni børn mellem to og 20 år boede med kommunens accept i et faldefærdigt hus i Serritslev, der stod på kommunens liste over boliger, som burde rives ned. (Foto: Ernst van Norde)

Sagen begyndte at rulle i februar i år, da ni sammenbragte børn blev tvangsfjernet fra et forældrepar fra Brønderslev Kommune.

Parret - en 36-årig stedmor og en 40-årig far - blev sigtet for grov vold og trusler mod deres 20-årige datter.

- De er sigtet efter § 245 for at have slået hende med redskaber samt systematisk vold, siger politiadvokat Peter Rask fra Nordjyllands Politi til ekstrabladet.dk

Skovlede sne i sandaler
Ifølge sigtelsen fik den 20 årige pige forfrysninger og risikerede koldbrand i begge fødder, fordi hun har fået ordre på at skovle sne i sandaler uden for landejendommen, hvor familien boede.

Af politiets materiale fremgår det også, at de andre børn med forældrenes tilladelse skulle have slået og sparket den 20 årige, der til sidst selv gik til politiet og anmeldte forældrene. Volden skulle have stået på siden 2006 i familiens forskellige hjem på Lolland, ved Skanderborg og senest i Brønderslev.

Politiet sigtede i første omgang også forældrene efter § 210, der omhandler incest. Men i grundlovsforhøret fandt retten ikke, at der var beviser nok til at fængsle forældrene efter den sigtelse.

Derfor blev parret udelukkende fængslet efter § 245.

- Vi har ikke droppet den del af sagen, der omhandler seksuelt misbrug. Vi prøver at få sigtelsen belyst ved at afhøre de andre børn, oplyser Peter Rask.

Skal behandle sine børn ordentligt
- Den 15. april rejste vi også sigtelse efter § 213, som omhandler vanrøgt mod de otte børn, der var under 18 år på det tidspunkt, siger Peter Rask.

- Det er en sjælden brugt sigtelse, som i bund og grund betyder, at man skal behandle sine børn ordentligt, siger han.

Sigtelsen er rejst, efter det er kommet frem, at der til tider var koldt i hjemmet i Serritslev, at der ikke var vand, og børnene ikke var klædt på til årstiden eller i rent tøj.

Straffen kan blive høj
Kendes forældrene skyldige for misrøgt, kan forældre få op til to års fængsel.

- Sigtelsen for vanrøgt er ikke behandlet i retten endnu, for forældrene er fortsat fængslede under § 245. Deres forsvarere har indvilliget i at forlænge varetægtsfængslingen, oplyser Peter Rask.

Strafferammen for § 245 og § 210 er begge seks års fængsel.

- Nu efterforsker vi, og så kan der komme flere sigtelser inden det endelige anklageskrift. Det er retten, der udmåler straffen, hvis de bliver kendt skyldige. Og hvis de bliver det i alle forhold, så laver retten en samlet straf, som formodentlig bliver ganske høj, siger Peter Rask.

Ingen oplysninger om parret
De syv børn, der i dag er fra to år til under 18 år, er blevet tvangsfjernet fra hjemmet i Serritslev og anbragt i pleje - foreløbig for et år. Den 20-årige kvinde og en 18-årig søskende er nu myndige og ikke under de sociale myndigheders varetægt.

Familien nåede kun at bo i Brønderslev Kommune et par måneder, inden det kulminerede med en anholdelse af forældrene den 25. februar.

Brønderslev Kommune mente, at 'børnene havde de godt'. Derfor overrasker den udvidede sigtelse mod forældreparret borgmester Lene Hansen. Udviklingen får dog ikke borgmesteren til at tage kommunens rolle i sagen op til genovervejelse i denne omgang.

- Vores behandling af sagen har vi til bedømmelse hos Ankestyrelsen, og de har ikke udtalt sig endnu. De bedømmer, om vi har handlet fagligt forsvarligt og korrekt, siger Lene Hansen til Ritzau.