En politihund fra Syd- og Sønderjyllands politi kom mandag eftermiddag ved et uheld til at bide et vidne under jagten på en tyv.
Både tyven og vidnet løb og da hunden ikke kan lugte forskel på en kriminel og en uskyldig, satte hunden tænderne i en ekspedient, der løb efter tyven.
Ekspedienten blev lappet sammen på skadestuen, men får formentlig ingen mén. Trods uheldet slap tyven ikke væk, men blev anholdt af hundeføreren.
Hundeføreren havde fri, men var i et privat ærinde i Storegade i Aabenraa med sin hund i snor. Her hørte han pludselig en kvinde råbe på hjælp.
Han så en kvinde ved en forretning, der forsøgte at få noget tøj fra en mand, mens hun flere gange råbte om hjælp og råbte stop tyven.
Manden fik revet noget af tøjet fra kvinden og løb af sted med det. Hundeføreren løb efter manden, som havde et forspring, og hundeføreren råbte flere gange til ham, at det var politiet og at han skulle stoppe. Ellers ville betjenten slippe sin hund.
Men manden løb videre, og så slap betjenten sin hund.
- En politihund er i den situation trænet til at fortsætte på færten af den, der løbes efter og at stoppe den, der løber, siger politikommissær Jan Rebsdorf, leder af hundeafdelingen ved Syd- og Sønderjyllands politi.
Men så skete der det, at en ekspedient fra en anden forretning også løb efter tyven og ind foran hunden !
Derfor stoppede politihunden ekspedienten med et bid i låret.
Hundeføreren gav førstehjælp til ekspedienten og det lykkedes også hundeføreren at identificere og anholde den formodede tyv.
Et godt råd: stå stille, når en politihund er på jagt !