Kort efter klokken 7 søndag morgen måtte Københavns Vestegns Politi tage fat på det tunge arbejde med at finde frem til pårørende til et gammelt ægtepar fra Ishøj.
En mand på 80 år ringede få minutter før kl. 7 til 112 og fortalte, at man om få minutter ville kunne finde to døde mennesker på en adresse i Ishøj.
- På 112 lurede de selvfølgelig og ringede straks til os. Vi var fremme på adressen på mindre end et kvarter, og der fandt vi et ægtepar liggende, begge døde, fortæller vagtchef Brian Larsen, Vestegnens Politi, til ekstrabladet.dk.
Kvinden alvorligt syg
Ægteparret, som begge var 80 år, har været sammen i mere end 50 år, fortæller vagtchefen.
Tragedien udspillede sig i en gulstens villa i et nydeligt villakvarter. Der er ikke tvivl om, at manden, som selv varslede tragedien, har skudt sin kone med en form for gevær, og at han derefter har dræbt sig selv med samme våben.
Vagtchef Brian Larsen fortæller, at kvinden var alvorligt syg af kræft, og at sygdommen var blevet for tung en byrde for det gamle ægtepar.
Siden det uhyggelige fund i villaen har politiet arbejdet på at finde ægteparrets nærmeste pårørende. Det er nu lykkedes at give den tragiske besked, siger vagtchef Brian Larsen.