Politiet i Helsingborg og det svenske sikkerhedspoliti Säpo modtog mandag en anmeldelse fra tegneren Lars Vilks, som bor nær Kullen i Skåne, om, at tegneren i går modtog en telefonisk trussel fra et nummer, som er sporet til Somalia.
Det bekræfter Säpos pressesekretær Patrik Peter over for aftonbladet.se .
Den 63-årige Lars Vilks tegnede i 2007 den islamiske profet som en hund. Han har, oplyser han over for netavisen, fået adskillige trusler tidligere.
- Men det her føles alvorligt. Specielt med tanke på, at det, som skete for Kurt Westergaard, har koblinger til Somalia, siger Vilks.
Opringning mandag formiddag
Opringningen kom mandag formiddag til Vilks' hjem i Höganäs nær Kullen.
- Manden, som talte gebrokkent svensk, spurgte, om jeg vidste, hvad der var sket i Danmark for kunstneren Kurt Westergaard. Jeg sagde, at jeg selvfølgelig kendte til det, sagde Lars Vilks mandag til det lokale Helsingborg Dagblads netudgave. - Derefter forklarede manden, at de var ude efter mere, og at de snart ville komme til mig. Og så bød jeg dem velkommen.
I betragtning af omstændighederne tog Lars Vilks opringningen mere alvorligt, end han ellers gør med telefontrusler.
Ringede op to gange
Kort tid efter, at Lars Vilks havde lagt røret på, ringede manden igen.
- Nu råbte han igen og igen: 'Vi kommer, vi kommer, vi kommer'. Det lød som en slags bøn, siger Vilks til aftonbladet.se,
Omgående efter truslerne anmeldte Lars Vilks truslerne til politiet i Helsingborg og til Säpo.
- Vi kender sagen, men den efterforskes af det lokale politi, siger Säpo's Patrik Peter. - Hvis Skånes politi ønsker og behøver vores hjælp, vil vi selvfølgelig bistå. Når det gælder trusler, arbejder Säpo først og fremmest med trusler, rettet imod den centrale statsledelse og andre, som Säpo har en beskyttelsesopgave for.
Politiet i Helsingborg ønsker ikke at udtale sig om sagen.
- Jeg har ingen som helst kommentarer til, hvordan efterforskningen af truslerne foregår, siger talsmand for politiet, Göran Hassel, til Helsingborgs Dagblad.