Den danske wrestler Asbjørn Riis kom i aftes under et show på Vamdrup Fritids og Ungdomsklub i Sydjylland til at brække kæben på en 15-årig dreng.
For øjnene af 75 børn gik drengen i gulvet, da Riis skulle vise et kast.
- Jeg havde hevet drengen op på måtten for at vise et kast, hvor det ser ud som om, han smider med mig. Jeg slog en salto, og så mærkede jeg, at jeg ramte ham i hovedet, siger Asbjørn Riis til ekstrabladet.dk.
Kæben brækket to steder
- Jeg kunne mærke et knæk med det samme, og han faldt om. Jeg vidste den var gal, for der er fart på, når jeg svinger min størrelse 50. Det var helt tydeligt at se, at hans kæbe var knækket, siger Asbjørn Riis, der er dybt ulykkelig over episoden.
Det viste sig efterfølgende, at drengens kæbe er brækket to steder, og han er nu på kæbekirurgisk afdeling på Odense Universitetshospital.
- Jeg har selv prøvet det, og det er ikke rart. Nu skal han gå med elastikker og sugerør i kæben. Men han er en sej knægt, siger Asbjørn Riis.
Ungdomsklubben har allerede renset Riis for skyld i ulykken, men han er alligevel sønderknust over, at det skete.
Kom og få brækket dine knogler
- Det er bare ikke rart, når børn kommer til skade. Jeg er dybt ulykkelig over det. Jeg står der som en anden verdensmester, og så kommer jeg til at lave sådan en ulykke. Mit nye slogan skulle måske være: Kom og få brækket alle dine knogler, siger han.
Den 52-årige, godmodige kæmpe kan dog glæde sig over, at det er første gang, han har skadet nogen, siden han begyndte at optræde for børn og unge i 1994. Men som han siger:
- En gang er en for mange.
Drengen og hans forældre er chokerede men ved godt mod efter det sorte, sorte uheld.