Der var jackpot for politiet, da to tyske narkosmuglere kom til Sjællands Odde med bilerne fulde af amfetamin og hash.
Stofferne skulle, ifølge politiet, overdrages til en 32-årig toprocker fra Bandidos i København. Men både narkosmuglerne, rockeren og en 27-årig kriminel med relationer til Bandidos blev anholdt inden narkoen skiftede hænder.
Smuglerne og den 27-årige blev anholdt i et sommerhusområde på Sjællands Odde, mens den 32-årige Bandidos blev anholdt i København. På den 27-åriges bopæl på Sjællands Odde fandt politiet en Walther P22 pistol med to magasiner.
De fire blev i dag varetægtsfængslet i Københavns dommervagt.
Det var politiets særlige bandeenhed Task Force Øst, der slog til på Sjællands Odde og i København. Lau Thygesen fra Task Force Øst siger, at der er tale om en stor fangst. Stofferne var skjult i de to tyske biler, der blev kørt af en 28-årig russer, der er tysk statsborger, og en 61-årig tysker. Han vil ikke oplyse, hvordan narkoen var skjult i bilerne.
Ifølge sigtelserne mod de fire blev narkoen transporteret til Danmark i dagene op til den 21. februar og stofferne skulle videreoverdrages til Bandidos-medlemmer i København.
Stofferne blev kørt til Sjællands Odde, hvor den 27-årige overtog narkoen. Han skulle derefter køre de 15 kg. amfetamin og otte kilo hash til København, hvor den 32-årige Bandidos skulle overtage dem, siger politiet.
Den 32-årige Bandidos blev for to år siden sat i forbindelse med 'Copenhagen Casuals', der er FCK´s hooligan-gruppe.