Politiet omringet og truet

En politipatrulje måtte lade tre anholdte løbe, da en større gruppe unge i Tingbjerg omringede betjentene og truede dem til at slippe de anholdte drenge

En politipatrulje anholdt fredag aften tre unge i Tingbjerg efter en melding om en mand med et gevær. Men betjentene blev omringet, og de tre unge blev befriet.

En politipatrulje måtte fredag aften lade tre anholdte stikke af, da de to betjente blev omringet af en gruppe på 10-15 unge på Solgavlen i Tingbjerg i København.

Politiet havde fået en melding om, at der gik en mand rundt med et gevær i området. Da den første patrulje nåede frem, fandt betjentene geværet og noget renseudstyr til våben efterladt på jorden i nærheden af tre unge mænd.

De tre blev anholdt, men kort efter dukkede gruppen på 10-15 unge op og omringede betjentene, der måtte lade de anholdte gå. De blev straks kørt væk i en rød bil, hvorefter gruppen forsvandt.

Episoden fik politiet til at sende store styrker til området, men både gruppen og de tre befriede var forsvundet.