Unge i BMW kidnappede kendisnisser

Unge mænd i BMW stjal kendis-nisser for at imponere en pige

Det er disse nisser, som alle vil have fingrene i.
Det er disse nisser, som alle vil have fingrene i.

De er Danmarks mest kendte havenisser.

Vi kender dem fra Viasats tv-reklamer, og mange danskere har dem ligeledes stående hjemme i haven, efter Bilka og Føtex satte dem til salg.

I nat kastede to ungersvende ligeledes deres kærlighed på de populære havenisser.

- Gerningsmændene kom kørende i en hvid BMV og stoppede ved en adresse på Ugandavej på Amager. De går ind i en privat villahave og stjæler havenisserne, fortæller den centrale vagtleder fra Københavns Politi til ekstrabladet.dk

Ville imponere
Efter de har kidnappet nisserne, kører de afsted i bilen, men bliver kort efter stoppet af politiet, efter ejeren har slået alarm.

- De har nået at skille sig af med nisserne. Vi anholder dem ikke, da de to ungersvende på stedet betaler et kontant beløb til forurettede, fortæller den centrale vagtleder, der oplyser, at de unge mænd stjal nisserne for at imponere en pige.

Der var vidst ikke meget at være imponeret over.

Havenisserne har ansigter af Esben Pretzman og Rune Tolsgaard, der kendes fra DR-succesen 'Drengene fra Angora'. Efter kendis-nisserne blev sat til salg krævede de to skuespillere retten til royalties fra nissegrossisten.