Brutalt pistolrøveri i Aalborg Centrum

Kvindelig ekspedient i tøjbutik blev lørdag truet med pistol og bundet til toilet under røveri mod tøjbutikken Sisters Point i Aalborg Centrum

(Foto: Jean Nonboe)
(Foto: Jean Nonboe)

En ung, kvindelig ekspedient er dybt chokeret bragt til hospitalet, efter hun lørdag eftermiddag ved 16-tiden blev udsat for et brutalt røveri i tøjbutikken Sisters Point i Aalborg.

- En mand kommer ind og truer kvinden med pistol. Hun tvinges ud på toilettet, hvor han binder hende til toilettet med tape, siger vagthavende hos Nordjyllands Politi.

- Derefter går manden ud i butikken og tager pengene fra kassen, hvorefter han fordufter, siger han til ekstrabladet.dk.

Var bundet i en time og tre kvarter
- Kvinden var bundet i en time og tre kvarter, før det lykkedes hende at vriste sig fri. Derefter fik hun hentet hjælp, og der blev ringet til politiet, siger vagthavende.

Kvinden blev dybt chokeret bragt til hospitalet, hvor hun lørdag aften stadig modtog krisehjælp.

- De psykiske skader var værre end de fysiske. Hun blev truet med pistol, og var bundet i næsten to timer. Det kan tage modet fra de fleste, siger Vagthavende hos Nordjyllands Politi.

Jager gerningsmanden
Politiet er nu på jagt efter gerningsmanden, der er blevet set tæt på festgaden Jomfru Ane Gade foran Maxim Bar ved 21.30-tiden.

- Vi har rigtig gode billeder af ham, og sætter alt ind for at fange ham, siger vagthavende til ekstrabladet.dk.

Manden beskrives som:
25-30 år gammel, 180-185 cm. høj og almindelig til spinkel af bygning.

Han har slikket, sort, glat tilbagestrøget hår, taler svensk og 'ligner en italiener'.

Han er iført lyserød skjorte, sort, skinnende jakke, hvide sko og en hvid rygsæk.

Politiet modtager gerne oplysninger fra borgere om manden på tlf.: 9630 1448.