DR dømt for tyveri

DR er blevet dømt for at have brugt filmklip, som man ikke havde rettigheder til.

Danmarks Radio udskriver nogle af Europas største regninger, når private danske producenter køber materiale i DR's arkiver, men stationen forsøger selv i visse tilfælde at undgå at betale, når DR-produktioner bruger klip udefra, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Østre Landsret gav fredag Producentforeningen medhold i en sag, der handlede om DR's anvendelse af 16 filmklip i en portrætudsendelse om klipperen og filminstruktøren Tomas Gislason. Omkring en tredjedel af programmet bestod af klip fra forskellige film, som Tomas Gislason har været involveret i, og som DR ikke har rettigheder til.

DR afviste at betale med henvisning til sin citatret, og stationen nævnte heller ikke de producenter, hvis billeder optrådte i udsendelsen, skriver Jyllands-Posten.

Østre Landsret fandt, at DR burde have indhentet tilladelse fra producenterne, før man brugte klippene, og derfor blev DR dømt til at betale et samlet vederlag på 96.000 kroner til filmproducenterne.

Desuden skulle DR have angivet producenternes navne i forbindelse med udsendelsen og blev dømt til at betale 3000 kroner pr. film for den manglende kildeangivelse.