Tidligere økonomichef bag våbenring

Et samarbejde mellem flere danske politikredse og udenlandsk politi har ført til flere anholdelser i et større internationalt netværk

Med den omfattende våbensag mener politiet, at de har forhindret, at flere skarpe våben er faldet i de forkerte hænder. (Foto: Ole Steen)
Med den omfattende våbensag mener politiet, at de har forhindret, at flere skarpe våben er faldet i de forkerte hænder. (Foto: Ole Steen)
Følg Krimi

To ransagninger i december sidste år i Nordjylland og Østjylland har ført til optrevlingen af et større internationalt netværk omkring organiseret våbenhandel. Det oplyser Østjyllands Politi.

I alt er 11 personer blevet anholdt, og politiet afviser ikke, at der kan komme flere anholdelser.

Politiet beskriver de anholdte som almindelige danskere med en stor interesse for våben.

- Det er selvfølgelig relativt, om de er almindelige, men de er hverken rockere eller rockerrelaterede, siger vicepolitiinspektør, Jørn Andersen fra Østjyllands Politi til ekstrabladet.dk.

I forbindelse med sagen er det kommet frem, at flere af de anholdte skulle have en fortid i hjemmeværnet, men det vil Jørn Andersen hverken af- eller bekræfte.

Under en ransagning hos et fuldgyldigt Hells Angels medlem fandt Nordjyllands Politi en skarp 9 mm pistol med tilhørende ammunition. Pistolen viste sig at være efterlyst fra Tyskland.

I december måned sidste år foretog Østjyllands Politi ransagning hos en person ved Tirstrup på Djursland. Her fandt politiet 125 stk. våben, herunder en maskinpistol, samt andre våbendele og effekter. Seks af pistolerne viste sig at være efterlyst i Tyskland.

Manden fra Tirstrup er blevet idømt 18 måneders fængsel.

Den videre efterforskning ledte til en mand fra Østjylland. Han mistænkes for at være end del af det internationale netværk af våbenhandlere. Hans sag er endnu ikke afsluttet.

Under efterforskningen har Østjyllands Politi arbejdet tæt sammen med tyske og østrigske myndigheder.

- Efterforskningen viste, at vi skulle tale med personer i de lande, siger Jørn Andersen, som ikke vil bekræfte, om de beslaglagte våben er købt i Tyskland og Østrig.

I Danmark er 11 personer i alderen 36-66 år blevet anholdt, og Midt – og Vestjyllands-, Nordjyllands- og Østjyllands Politi har i alt beslaglagt omkring 480 våben, store mængder ammunition, sprængstoffer, detonatorer og andre våbendele.

Den ældste af de anholdte er en tidligere økonomichef fra Østjylland. Han skulle have haft en ledende rolle i det store netværk. Hans sag foregår for dobbeltlukkede døre.

Blandt de beslaglagte våben er der bl.a. lette maskingeværer, militærriffel M/75, pistoler, maskinpistoler og revolvere.

De anholdte sidder i øjeblikket fængslet eller er blevet dømt i sagen.

LIGE NU

Mere fra Ekstra Bladet+

'Tøsedrengen'

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind