Politi mødt med sten i Kokkedal

Politiet måtte tilkalde forstærkning, da de blev mødt med sten i Kokkedal i Nordsjælland

Også i Ishøj var der gang i de påsatte brande, og unge uden omtanke for konsekvenserne satte ild til en klapvogn i opgangen Vejlebrovej 154 i Ishøj. (Foto: Ivan Bjørn)
Også i Ishøj var der gang i de påsatte brande, og unge uden omtanke for konsekvenserne satte ild til en klapvogn i opgangen Vejlebrovej 154 i Ishøj. (Foto: Ivan Bjørn)

Unge mennesker i Kokkedal og Nivå i nord og i Ishøj i syd 'morede' sig søndag aften og mandag nat med at sætte ild til biler og andet brændbart, oplyser Nordsjællands og Københavns Vestegns Politi til ekstrabladet.dk.

Værst gik det til i Kokkedal, hvor politiet klokken 23.39 rykkede ud til en bil, der var sat i brand på Holmegårdsvej.

- Vi blev mødt af stenkastende unge, og vi måtte trække os tilbage, indtil forstærkningen var på plads. Da vi havde en passende styrke rykkede vi ind, og brandvæsenet fik slukket ilden. Noget lignende gik for sig ved Nivåcentret. Det endte med en udbrændt personbil i Kokkedal og en udbrændt lastbil i Nivå. Vi har ikke anholdt nogen, men har registreret flere af de unge, der var forsamlet i Kokkedal, siger kommunikationskonsulent ved Nordsjællands Politi, Henrik Suhr, til ekstrabladet.dk.

Ild i klapvogn i Ishøj
I Ishøj var der natten til mandag ligeledes flere mindre påsatte brande.

Blandt andet havde nogen fået den 'gode' idé, at tænde ild til en klapvogn i opgangen Vejlebrovej 154.

- Nu er det betonbyggeri, så der var ikke fare for, at ilden ville brede sig. Der var meget røg, men ingen personfare. Men det tyder ikke på den store omtanke, at man tænder ild inde i en opgang, siger vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, Brian Larsen, ekstrabladet.dk.