Fire anholdt for rovmord på 81-årig

Politiet har anholdt to mænd og to kvinder - alle bulgarere - for rovmordet på den 81-årige Kirsten Inge Damsgaard i Herlev

Den 81-årige blev kneblet, bagbundet og dræbt i sin villa i Herlev.(Foto: Jakob Jørgensen)
Den 81-årige blev kneblet, bagbundet og dræbt i sin villa i Herlev.(Foto: Jakob Jørgensen)

For godt halvanden time siden anholdt politiet på Københavns Vestegn to mænd og to kvinder for rovmordet på Kirsten Inge Damsgaard, 81. Hun blev nytårsaftensdag fundet dræbt, kneblet og bagbundet i sin villa på Nordfrontvej 16 i Herlev.

De anholdte er fire bulgarske statsborgere – to mænd på 20 og 22 år, som har boet i Danmark nogen tid, og to teenagepiger på 14 og 19 år.

Anholdt på Frederiksberg
Anholdelserne skete klokken 17.30 på Frederiksberg, siger drabschef Charlotte Skovby til ekstrabladet.dk. To blev anholdt i en lejlighed, to på gaden.

Det er efterforskningen og henvendelser fra offentligheden, som førte til dagens anholdelsesaktion. Den skete uden dramatik, oplyser politiet.

TV: Her går formodet rovmorder

- Vi sigter de to mænd for drab og røveri og fremstiller dem i grundlovsforhør onsdag med henblik på varetægtsfængsling, siger efterforskningsleder Charlotte Skovby.

Københavns Vestegns Politi oplyser sent tirsdag aften, at den ene sigtede, som indtil videre er blevet afhørt, nægter sig skyldig.

Arbejder med rengøring
De to bulgarske mænd har boet i Danmark længe. Den ene i halvandet år, den anden i flere år. Begge har arbejde i rengøringsbranchen, erfarer ekstrabladet.dk.

Det var tips fra offentligheden, der pegede på de to mænd, efter at politiet offentliggjorde fotos og videoer af dem fra bankernes kontantautomater, hvor de hævede penge på Kirsten Inge Damsgaards stjålne dankort.

Læs også: Efterlyser to for rovmord på 81-årig

Sammen med politiets øvrige efterforskning kan politiet nu knytte de to mænd til forbrydelsen, men drabschef Charlotte Skovby vil ikke oplyse, om der er tekniske spor som fingeraftryk eller dna, der binder de anholdte til gerningsstedet.

- Vi fik tip, der pegede på de to mænd, og vi begyndte at efterforske mod dem, siger Charlotte Skovby.

Pigernes rolle er uklar
Om kvinderne også skal fremstilles i grundlovsforhør, bliver vurderet i løbet af natten, oplyser Charlotte Skovby. Hun påpeger, at der stadig forestår et stort efterforskningsarbejde i sagen.

- De har relationer til mændene. De har været sammen med dem, men nu skal vi afhøre dem i aften for at få afklaret, hvilken rolle de eventuelt spiller i sagen, siger Charlotte Skovby til ekstrabladet.dk.

Politiet var klokken 19.30 stadig i gang med at ransage bulgarernes bolig på Frederiksberg. Her boede alle fire bulgarere sammen i en lejlighed.

Politiet ved ikke, om de to anholdte piger har været med til forbrydelsen i Herlev:

- Vi er sikre på, at der har været mere end en gerningsmand i huset. Andet kan vi ikke sige på nuværende tidspunkt.

Politiet har foreløbig valgt ikke at rejse sigtelser mod de to piger - men de bliver afhørt med en sigtets rettigheder.

De to anholdte bulgarere er de to mænd, der optræder på overvågningsbillederne fra bankernes automater og en butik i St. Kongensgade, mener politiet, der bl.a. leder efter de farverige jakker, som de formodede drabsmænd havde på.

Jakkerne har dog vist sig at være ret almindelige, fordi de sælges i tøjbutikken Solid.

Leder efter stjålne ting fra huset
- Jeg ved endnu ikke, hvad der er fundet, siger Charlotte Skovby på spørgsmålet om, hvorvidt nogle af Kirsten Damsgaards stjålne smykker er fundet i lejligheden.

Drabet skete under et hjemmerøveri, hvor gerningsmændene stjal flere smykker fra den 81-årige, og hendes dankort. De truede hende til at oplyse pinkoden, og i døgnet efter drabet hævede to gerningsmænd penge på dankortet en række steder i Storkøbenhavn. Til sidst blev kortet automatisk spærret.

Grundlovsforhøret vil blive begæret holdt for lukkede døre.

Den 81-årige kvinde bisættes i morgen kl. 13 fra Bistrup Kirke i Birkerød.

Dødsårsagen var kvælning. Den 81-årige kunne ikke trække vejret, da hun lå bagbundet og kneblet, mens hjemmerøverne ledte huset igennem for værdier.

VED DU NOGET OM SAGEN?

Har du oplysninger om de anholdte bulgareres færden eller lejligheden på Frederiksberg, som de har opholdt sig i, så tip os på sms/mms 1224 (det koster almindelig smstakst) eller på mail 1224@eb.dk