19-årig stukket ned på Strøget

En 19-årig blev stukket ned på Amager Torv på Strøget i København foran øjnene af mange vidner. Civile betjente fulgte efter og anholdt den ene gerningsmand

Her er en mand blevet anholdt etfer knivstikkeri og en dramatisk politijagt,. (Læserfoto)
Her er en mand blevet anholdt etfer knivstikkeri og en dramatisk politijagt,. (Læserfoto)

En 19-årig blev kort efter klokken 15 stukket ned på Amager Torv på Strøget i København. Det skete foran øjnene af mindst 10 vidner.

Han blev ramt i højre ben af tre knivstik, men er ikke i livsfare.

Den 19-årige blev formentlig også slået, og der var to gerningsmænd om overfaldet. De løb, og et par betjente i civil fulgte efter den ene gerningsmand til Nørregade, hvor han blev anholdt.

Han blev straks iført en hvid overtræksdragt for at sikre dna-spor.

Betjentene så også, at gerningsmanden - der er 17 år - smed en kniv ind under en bil. Kniven er sikret af politiet.

Ifølge vidner er gerningsmanden, der slap væk, indvandrer ligesom den 17-årige. Han beskrives som 20-25 år, cirka 180 cm. høj, almindelig af bygning, har kort sort hår, var iført en mørkeblå dynejakke med hvide striber i bunden.

Motivet til knivstikkeriet er endnu ukendt.

- Vi er ved at tale med den forurettede. Der er ingen specifikke banderelationer til de to personer, siger central efterforskningsleder Frank Blem-Nielsen.

Stukket med foldekniv
Et vidne beskriver episoden overfor ekstrabladet.dk: - En ung mand bliver passet op af to unge mænd bagfra. Offeret forsøger at slå fra sig og ender på jorden, hvor han bliver stukket fem-seks gange. De stikker ham med en foldekniv med et blad på syv-12 centimeter, siger vidnet.

- Gerningsmændene flygter op ad Klosterstræde og splitter sig op. To civile løber efter og fanger gerningsmanden på Nørregade, hvor han har smidt kniven under en varevogn foran Folketeatret, siger vidnet.

Overfaldet blev filmet af et overvågningskamera hos H&M på Strøget.

Fordi det skete midt i mylderet på Strøget var der masser af vidner. Flere virkede ret chokerede.

Efterforskningsleder Frank Blem-Nielsen bekræfter, at det meste af overfaldet blev filmet af et overvågningskamera.

Den anholdte 17-årige blev tirsdag fremstillet i dommervagten med krav om varetægtsfængsling, sigtet for grov vold.