Den maskerede pistolmand, der mandag aften dræbte en og sårede to på en café i Malmø, havde et våben i hver hånd, da han begyndte at skyde vildt omkring sig.
Det fortæller et vidne til Expressen.se.
- Han skød med to pistoler på en gang, og han fortsatte med at skyde, da ofret lå ned, siger vidnet.
Mordet er det andet i Malmø på mindre end en uge. Sidste tirsdag blev en 55-årig håndværker skudt og dræbt på en café på Falsterbogatan af en ligeledes maskeret mand.
Læs også: Maske-mand dræber 30-årig på café i Malmø
Målrettet
Der var omkring 15 mænd på caféen, der tilhører en marokkansk forening og ligger på Västanforsvägen, og de fortæller alle om en maskeret gerningsmand, der affyrede adskillige skud.
- Vi sad alle og spillede kort i fred og ro, da denne mand, der havde en maske på, som forestillede en gammel mand, pludselig kom ind med en pistol i hver hånd. Han gik lige op til bordet, hvor hans offer sad, og begyndte at skyde, fortæller det chokerede vidne.
- Det var som en film - han skød med begge pistoler på samme tid. Og han fortsatte med at skyde, da fyren (ofret, red.) allerede var faldet død om på gulvet. Der var ingen tvivl om, at han vidste, hvem han var ude efter, fortæller vidnet til Expressen.se.
Sagde intet
Da gerningsmanden havde tømt sine magasiner, forlod han stille og roligt rummet.
- Han sagde intet, men gik bare stille og roligt væk. Der var formentlig ingen, der så, hvilken vej han gik. Vi havde alle kastet os ned på gulvet, fortæller vidnet.
De to sårede mænd - der begge er omkring 25 år - slap fra skyderiet med småknubs.
- De har kun fået mindre skader, siger Helena Ralmark fra politiet i Skåne.
Den dræbte var en knap 30-årig mand fra Malmø.