Ilich Ramirez Sanchez, der er bedre kendt under navnet Sjakalen Carlos, får en ny livstidsdom efter at være fundet skyldig i fire bombeangreb i Frankrig i 1982 og 1983.
Den 62-årige Sanchez har været anbragt i et fransk fængsel, siden han blev fanget i 1994. Sanchez afsoner allerede en dom på livstid, og han kan nu se frem til endnu en livstidsdom.
Den venezuelanskfødte Sanchez afviste tidligere torsdag at have været involveret i fire blodige bombeangreb, der sårede næsten 200 mennesker og kostede 11 mennesker livet i Frankrig i begyndelsen af 1980'erne.
- Der er intet, der kan forbinde mig til de angreb, sagde Sanchez.
Sjakalen Carlos, der engang toppede listen over alle internationale eftersøgte kriminelle, var tiltalt for at have været hjernen bag i alt to bombeangreb mod tog, et bombeangreb mod en togstation og et bombeangreb på åben gade i Paris.