Over 800 personer har været ofre for den britiske tabloidavis News of the Worlds ulovlige metoder med at hacke sig i ind i mobiltelefoner for at aflytte ofrenes beskeder.
Det viser de foreløbige resultater af britisk politis efterforskning.
Det er første gang, at politiet sætter tal på de formodede ofre for News of the Worlds ulovlige praksis.
- Vi er overbevist om, at vi har kontaktet alle de mennesker personligt, som er blevet hacket eller sandsynligvis er blevet hacket, siger vicepolitiinspektør Sue Akers fra politiet i London til avisen The Times.
Hun påpeger, at politiet endnu mangler at tale med en række personer, som kan have været potentielle mål for avisens hacking, men hun tilføjer, at de sandsynligvis ikke har været hacket.
Tidligere på året rystede hackingskandalen både den britiske medieverden og dele af det politiske etablissement, og sagen tvang ejeren af News of the World, mediemogulen Rupert Murdochs selskab News Corp, til at lukke avisen.
Blandt ofrene er kendte og kongelige, men også familier til soldater, der var blevet dræbt i Afghanistan, fik deres beskeder aflyttet.
Størst forargelse vakte det, at avisens journalister havde hacket sig ind på en forsvundet skolepiges telefon og aflyttet hendes beskeder, hvilket skabte et falsk håb hos forældrene om, at hun stadig var i live.
Politiet har foretaget omkring 20 anholdelser i sagen indtil videre. Andre er tilbageholdt på mistanke om, at de har hacket sig ind i computere eller betalt politiet for oplysninger.