Lastbilchauffør taget med tårnhøj promille

En tjekkisk lastbilchauffør blev tirsdag anholdt vest for København med en promille på over 2,3.

- Det kunne være endt galt. Det er en ordentlig promille.

Sådan fortæller vagtchefen ved Vestegnens politi, Jens Møller, efter at politiet tirsdag har anholdt en 50-årig tjekkisk lastbilchauffør med en promille på mere end 2,3.

Manden blev stoppet på Nordre Ringvej på grænsen mellem Rødovre og Glostrup vest for København.

- Det er sådan promille, hvor de fleste normale mennesker nok ikke ville kunne køre bil. Flere af os var gået omkuld med den promille, fortæller vagtchefen.

Politiet fik nys om den alkoholpåvirkede chauffør fra en bilist, der havde observeret chaufførens farlige kørsel.

- Bilisten bemærker, at lastbilen kører mærkeligt og hasarderet, og den kører også over for rødt, fortæller Jens Møller.

- Vi sender en patrulje ud, der får ham standset uden dramatik, og to uafhængige alkotester viser en promille på over 2,3.

Den 50-årige tjekke var transportchauffør og var kørende i en større lastbil. Men han kommer ikke til at køre i den nærmeste fremtid.

- Han er kørt til Vestre Fængsel med henblik på fremstilling. Når vi er oppe i den kategori, skal han formentlig have en straksdom, siger vagtchef Jens Møller.