Skolepiger optog film om spritkørsel og kørte galt

Fem piger fra Skive Gymnasium og HF var i gang med at optage en film om spritkørsel, da de med alt for høj fart kørte galt

Fem piger fra Skive Gymnasium og HF var torsdag formiddag involveret i en voldsom trafikulykke på havnen i Skive

Pigerne var i gang med at optage en film om spritkørsel i forbindelse med et skoleprojekt, da pigen, der sad bag rattet, mistede herredømmet over bilen, der ifølge politiet kørte alt for hurtigt.

Bilen væltede om på siden og rullede flere omgange, inden den stoppede.

Læs også: Fem kvinder kvæstet i voldsom trafikulykke

En læge tilkaldte i første omgang en helikopter, der skulle flyve en af de kvæstede piger på hospitalet, men den blev dog aflyst igen. De fem piger blev efterfølgende kørt til henholdsvis Skive og Herning sygehuse, og ifølge politiet er de sluppet heldigt fra ulykken.

På Skive Gymnasium og HF, hvor de fem piger går i 1 hf, fik uddannelsesleder Lise Markussen selvfølgelig lidt af et chok, da hun hørte om ulykken.

- Det er meget ulykkeligt, men de er heldigvis sluppet fra ulykken uden alvorlige kvæstelser, siger hun.

Hvad siger du til, at pigerne tilsyneladende kørte alt for hurtigt?

- Det er fuldstændig utilgiveligt at køre med for høj fart, og det skal man selvfølgelig lade være med. Men det er altså ikke noget, vi har opfordret dem til. Vi kendte faktisk ikke engang til optagelserne, fortæller Lise Markussen til Ekstrabladet.dk.

Lise Markussen orienterede i formiddag eleverne i de to klasser, som pigerne går i, om ulykken.

- Jeg kunne desværre ikke fortælle dem så meget. Det eneste, vi har fået at vide, er, at fem af vores elever har været involveret i en trafikulykke, og at de ikke er kommet alvorligt til skade. Og det er det vigtigste, siger uddannelseslederen.