Terroristens mor: Koranen ændrede ham

Jose Pimentel var en god dreng, ind til han begyndte at flirte med islam, siger den terrorsigtede amerikaners mor

Jose Pimentel skulle have holdt sig langt væk fra koranen, mener hans mor. (Foto: AP)
Jose Pimentel skulle have holdt sig langt væk fra koranen, mener hans mor. (Foto: AP)

Terrorsigtede Jose Pimentel, 27, der er anholdt for bombeplaner i New York, skal næppe regne med sin mors betingelsesløse hjælp og støtte.

Carmen Sosa, 56, siger til amerikanske medier, at hun er 'skuffet over sønnen', der angiveligt kom på afveje, da han som teenager droppede salsa-dansen til fordel for islam.

– Han begyndte at læse koranen. Det ændrede ham, siger Carmen Sosa, der flyttede til New York fra Den Dominikanske Republik med sønnen i 1987.

– Jeg vil gerne undskylde over for New York City. Jeg elsker denne by. Jeg vil gerne takke politiet. De gjorde, hvad de skulle.

Ville bombe soldater
Carmen Sosa siger, at hun aldrig har brudt sig om sønnens interesse for islam.

– Jeg er katolik. Jeg har ikke meget til overs for muslimer. Jeg er meget skuffet over min søns handlinger. Sådan har jeg ikke opdraget ham, understreger hun.

Læs: Nyt dameblad til den kræsne terrorist

Jose Pimentel blev anholdt lørdag, da politiet fik nys om, at han var ved at fremstille en bombe, som skulle bruges til angreb på amerikanske soldater hjemvendt fra Afghanistan og Irak.

Ifølge anklageskriftet havde den anholdte også planer om at gennemføre bombeangreb mod ansatte ved postvæsenet og politiet i New York.

Fandt bombemanual
Jose Pimentel skal have forsøgt at fremstille rørbomber baseret på instruktioner fra al-Qaeda-magasinet Inspire.

Inspire blev udgivet under den amerikanskfødte Anwar al-Awlakis ledelse. Al-Awlaki blev dræbt i et droneangreb i Yemen i september.

Læs: Obama slår rekord i likvideringer

Politiet havde overvåget Jose Pimentel siden maj 2009, og han anses for at være en såkaldt 'ensom ulv', der handler på egen hånd.

Myndighederne i New York City har afværget flere terrorforsøg, siden byen blev ramt af terror 11. september 2001.