Skar kvinde i ansigtet med knust flaske

30-årig fængslet for groft overfald efter afvisning

Decideret røvhuls-agtig opførsel førte i dag til foreløbigt fire ugers varetægtsfængsling i Københavns Dommervagt.

Her blev en 30-årig mand med anden etnisk baggrund i dag fremstillet. Manden er sigtet for med en knust flaske at have skåret en 23-årig pige i ansigtet.

Det skete omkring klokken 06.30 på Lurblæseren i den varme ende af Strøget i København.

Ifølge sigtelsen var kvindens brøde, at hun flere gange i løbet af aftenen havde afvist den 30-årige.

Under grundlovsforhøret erkendte den 30-årige sigtelsen.

Han forklarede, at han var blevet irriteret på den 23-årige, fordi hun havde opført sig provokerende overfor ham.

Ifølge hans forklaring var der ikke tale om en overlagt handling - men at det var sket fordi de havde været oppe at toppes.