Marcel efterlod håndaftryk på dørkarm

Det har været overset i seks år. Men helt nye analyser fra de gamle bevarede spor fra kollegieværelset på Amagerkollegiet i 2005 binder nu den tiltalte Marcel Lychau Hansen til gerningsstedet.

Det er et hidtil ubrugeligt og uidentificeret fingeraftryk på dørkarmen indtil den 24-åriges badeværelse, der nu viser sig at have skjult et decideret håndaftryk.

Et håndaftryk, der på 12 identiske punkter svarer til Marcels.

Det forklarede en kriminalassistent her til eftermiddag i Københavns Byret.

I første omgang troede politiet, at det fundne fingeraftryk og et håndaftryk hang sammen, hvorfor man udelukkende undersøgte fingeraftrykket, som ikke gav noget match.

Efterfølgende har man dog kunnet konkludere, at det omtalte fingeraftryk og håndaftrykket stammede fra to forskellige personer.

Fingeraftrykket fra en endnu ukendt person, og håndaftrykket fra den 46-årige Marcel Lychau Hansen.

Under dagens retsmøde har Marcel igen siddet helt udtryksløst og kigget på de forskellige vidner. Kun få gange henvender han sig til sin forsvarer, og det er kun med et meget afmålt - næsten usynligt - smil, at han hver gang han ankommer i lokalet, hilser på sin fremmødte familie.