Grum mistanke: Incestbarn frygtes dræbt efter fødsel

To mænd med familiebånd til moderen anholdt og sigtet for babydrab

Gennem flere dage har politiet - bistået af arkæologiske eksperter - uden held gennemtrawlet en grund på Egebjergvej i Odshherred. (Foto: Michael A. Schmidt).
Gennem flere dage har politiet - bistået af arkæologiske eksperter - uden held gennemtrawlet en grund på Egebjergvej i Odshherred. (Foto: Michael A. Schmidt).

En grusom familietragedie i Odsherred i Nordvestsjælland har tilsyneladende set dagens lys efter at have været forsøgt skjult i årevis.

To mænd på 64 og 50 år fremstilles i dag i grundlovsforhør. Den 50-årige sigtes for drab på et spædbarn, mens den 64-årige sigtes for medvirken, erfarer eksktrabladet.dk.

De to, der ifølge ekstrabladet.dk's oplysninger, er onkel og nevø, blev anholdt i går formiddag. Samtidig indvilgede yderligere tre mandlige familiemedlemmer frivilligt at lade sig afhøre i sagen.

Gravid efter incest
Ifølge kilder er moderen til det døde barn i slægt med de anholdte. Politiets foreløbige formodninger går på, at kvinden blev gravid ved et incest-overgreb. For at skjule det formodede overgreb blev spædbarnet slået ihjel, erfarer Ekstra Bladet.

– Jeg vil ikke kommentere jeres oplysninger. Men vi mener, at spædbarnet blev dræbt for mellem fem og ti år siden. Indtil videre er de to mænd sigtet for drab. Intet andet, siger Klaus Munk Nielsen, efterforskningsleder, Midt- og Vestsjællands Politi.

– Vi mener at vide, hvordan barnet blev dræbt. Men den oplysning holder vi for os selv, siger han.

– Vi har snakket med moderen. Hun er ikke sigtet i sagen, tilføjer Munk Nielsen.

Født udenfor samfundet
Angiveligt blev barnet født i hemmelighed, uden at moderen var i kontakt med sundhedsvæsnet.

I går bekræftede Thomas Adelskov (S), borgmester i Odsherred Kommune, at det var kommunen, der meldte sagen til politiet.

Hvor længe kommunen har kendt til sagen, og hvornår de gik til politiet, vil borgmesteren ikke uddybe.

Men gennem flere dage har politiet gennemsøgt en grund på Egebjergvej lige uden for landsbyen Egebjerg – godt ti kilometer syd for Nykøbing Sjælland.

Gennemsøgningen af grunden er sket i samarbejde med arkæologer fra Moesgaard Museum og folk fra Beredskabsstyrelsen.

Liget ikke fundet
I går afsluttede myndighederne den foreløbige undersøgelse af grunden, uden at have fundet spædbarnsliget.

Indtil sin død i 2003 var grunden beboet af en mand, der var storebror til den 64-årige og far til den 50-årige, erfarer ekstrabladet.dk. Manden boede der med sin kone, der døde nogle år efter manden.

Efter mandens død flyttede konen fra huset, der siden blev revet ned. Ud over nogle murbrokker, træer og buske, er grunden i dag øde.

Den afdøde var far til fem voksne børn, der selv har fået børn.

Præcis mellem hvilke familiemedlemmer det angivelige, incest-overgreb skal være foregået, eller hvor længe, har ingen kilder ønsket eller kunnet uddybe.