Ifølge anklageskriftet er ni kvinder blevet ofre for Marcel Lychau Hansens brutale og livsfarlige sexlyst.
Indtil november sidste år kendte kun ofrene til de rystende og uhyggelige detaljer om Amagermandens sande jeg. Dem, der var tættest på ham, anede intet.
Har fjernet billeder
Ekstra Bladet erfarer, at afsløringerne omkring Marcel Hansens dobbeltliv har trukket ekstreme veksler på hans familie og omgangskreds.
Efter chok-anholdelsen søgte de to sønner på i dag 19 og 23 således fuldstændig væk fra deres liv og hverdag hos nære familiemedlemmer –langt fra Amager, Valby og Kastrup, hvor de ellers har deres daglige gang.
Flere fra hans familie har sidenhen fjernet billeder og informationer på eksempelvis Facebook.
Har tabt 10-15 kilo
Marcel Hansens bror, som bestrider en chefpost i Folketinget, valgte på dagen for anholdelsen af sin bror at kalde sin stab til samling og med det samme vedkende sig sin relation til Amagermanden. Broderen har da angiveligt også tabt sig op mod ikke færre end 10-15 kilo på grund af den psykiske belastning, der hænger over hans familie.
Marcel Hansen har alle dage i den brede venne- og bekendtskabskreds været kendt som en mand med kvindetække.
Men 20 års ægteskab med sin kone, som han mødte i teenageårene, endte i 2007 med en skilsmisse. Siden fandt en ny og langt yngre model fodboldtrænerens interesse. Parret mødtes angiveligt i fodboldklubben Fremad Amager og har kendt hinanden i en årrække.
Knækkede midt over
Den unge kvinde kunne ikke bære politiets afsløringer af manden, hun delte seng med. Hun knækkede midt over, da Amagermanden blev afsløret.
Ekstra Bladet erfarer fra kilder tæt på sagen, at den unge kvinde efter anholdelsen af Marcel Lychau Hansen for en periode blev indlagt på psykiatrisk afdeling.
Kvinden brød sammen. Gik fuldstændig ned, og lægen ville i det første stykke tid af samme årsag ikke tillade politiet at afhøre hende om forholdet.
Ifølge Ekstra Bladets kilder er der da heller ikke noget forhold mellem dem længere. Nu skal hun formentlig også vidne i sagen.