Kæmpe politifangst i Nordsjælland: 10 kg hash, 60 kg hamp beslaglagt

Nordsjællandspoliti ryddede i går en større narkobule i Gilleleje. 58-årig mand anholdt og erkender sig skyldig i alle forhold

Et tip fra en borger førte i går til, at politiet valgte at 'vælte et sted' i Gilleleje i Nordsjælland.

I følge borgeren havde en 58-årig mand en større mængde narkotika, som han blandt andet solgte af til unge teenagere.

Netop det faktum, at unge teenagere var blandt hans faste kundekreds, var med til at politiet valgte at slå til relativt kort efter, at tippet var kommet. Og det skulle vise sig, at det var det helt rigtige tidspunkt for politiet at slå ned på.

10 kg hash

200 gram heroin

500 færdigrullede joints

60 kg hamp

Lød den samlede fangst på, og pressekoordinator i Nordsjællands Politi Henrik Suhr var tilfreds med at rydningen var gået så godt.

- Det er relativt store mængder vi fik med os, så jeg er glad for, at vi valgte at gå på tippet, siger Henrik Suhr til ekstrabladet.dk

Den 58-årige mand bliver fremstillet for åbne døre i Retten i Helsingør klokken 13.00 i dag. Han erkender sig skyldig i alle forhold, herunder videresalg til blandt andet unge og besiddelse af stofferne.