Kronvidne beskyttes: frygter for sit liv

Politiets kronvidne i mordet på storsvindleren Henrik Haugberg Madsen frygter for sit liv. Hun er nu under politibeskyttelse

Den 41-årige kvinde, der er politiets kronvidne i mordet på Henrik Haugberg Madsen, frygter for sit liv. Hun har fået politibeskyttelse.(privatfoto og politifoto)
Den 41-årige kvinde, der er politiets kronvidne i mordet på Henrik Haugberg Madsen, frygter for sit liv. Hun har fået politibeskyttelse.(privatfoto og politifoto)

Hun har fortalt politiet, hvem der skød storsvindleren Henrik Haugberg Madsen i et sommerhus i Karrebæksminde og hvordan liget, der stadig ikke er fundet, blev skaffet af vejen.

Nu frygter den 41-årige kvinde B, der er er politiets kronvidne i mordsagen, for sit eget liv. Derfor er hun under politibeskyttelse.

Det fremgår af oplysninger i sagen, som ekstrabladet.dk har fået indsigt i.

Trekants-drama
Den 41-årige B er gift med den tidligere narkogangster Claus Stokholm Larsen, 47, der på tredje måned sidder varetægtsfængslet for mordet sammen med kokken Bo Madsen, 41.

Han var Henrik Haugberg Madsens samlever, men Bo Madsen forlod sin mangeårige partner i både kærlighed og kriminalitet til fordel for en smuk kvindelig frisør, den 35-årige T.

Læs også: Her blev Henrik myrdet

Politiet tror, at Henrik Haugberg Madsen blev offer for et trekants-drama, men de to sigtede nægter sig skyldige. Og så længe liget af den 40-årige far til to piger ikke er fundet, har politiet kun en række indicier. Sagen bygger især på B´s forklaring til politiet og i retten.

B har fortalt om optakten til drabet, hvordan mordet blev begået og hvordan liget blev kørt væk fra feriehytte nr. 201 på Enø Kystvej i Karresbæksminde den 11. november sidste år.

Det fremgår af kendelser fra retten i Næstved, at B´s forklaringer er bestyrket af bl.a. politiets tekniske undersøgelser.

B har bl.a. fortalt om 'effekter' som hendes mand Claus Stokholm Larsen indkøbte før mordet og som skal være brugt til at skaffe liget af vejen. 'Effekterne' blev fundet under ransagningen hos Claus Stokholm Larsen.

Læs også: Kan dømmes for mord uden lig

De to fængslede har kontakter til rockere og desuden har politiet opsnappet en samtale mellem Claus Stokholm Larsen og et tredje person, der kan tolkes som om munden skal lukkes på hans hustru.

Frygter hun ikke kan vidne
Af frygt for at hun ikke kan komme til at vidne under en kommende retssag mod Claus Stokholm Larsen og Bo Madsen bad Sydsjællands- og Lolland-Falsters politi om lov til at afhøre den 41-årige kvinde foran en dommer ved retten i Næstved.

En vidneforklaring, der er skrevet ind i retsbogen af en dommer, kan senere bruges som bevis under en retssag i modsætning til en afhøringsrapport fra politiet.

Læs også: Myrdets datter: Godt de bliver bag tremmer

Retten i Næstved afslog først at give tilladelse til en afhøring af B. i retten, fordi dommeren ikke mente, at der var konkret risiko for, at hendes forklaring 'ville gå tabt'. Men Østre Landsret vurderede, at trussels-billedet mod kronvidnet var reelt.

Derfor blev den 41-årige forleden afhørt i fem timer bag lukkede døre i retten i Næstved, hvor hun fortalte om sit kendskab til mordet.

Ifølge sigtelsen mod Claus Stokholm Larsen og Bo Madsen dræbte de Henrik Haugberg Madsen 'i forening og efter forudgående aftale'. Han blev skudt mellem klokken 19 og 20 i eller uden for feriehytten. Senere på aftenen skaffede de liget af vejen.

Politiet mener, liget blev kørt væk i en hvid kassevogn, som Claus Stokholm Larsen havde leaset til sit firma i Glostrup.