Flere skud affyret i Vollsmose

Der blev torsdag aften affyret mindst seks skud mod to biler i Fyrreparken i Vollsmose

Mindst seks skud blev torsdag aften affyret mod to biler i Fyrreparken i Vollsmose.

Der er ikke fundet blodspor på stedet, og politiet formoder, at ingen er blevet ramt.

Vidner og ejerne af de to biler er ikke særligt meddelsomme, så politiet arbejder i øjeblikket på at få overblik over skyderiet, der fandt sted først på aftenen i går.

- Vi var i Vollsmose i anden anledning, da vi blev gjort opmærksomme på skyderiet kl. 20.30. Det drejer sig sandsynligvis om et opgør mellem to grupperinger, en arabisk og en somalisk, og det er biler tilhørende den arabiske, der er blevet skudt mod, siger vicepolitikommisær ved Fyns Politi, Jack Liedecke, til ekstrabladet.dk.

Politiet ved ikke, om der har siddet personer i bilerne, og så længe dette endnu ikke er blevet bekræftet, betragter politiet skyderiet som et drabsforsøg.

Der er fundet seks 9 mm. patronhylstre på stedet, og den ene af bilerne er nu sendt til undersøgelse på politiets tekniske afdeling.

Politiet har den seneste tid oplevet en række konflikter rundt omkring i byen mellem arabiske og somaliske grupperinger.