11-årig dreng kørt over af lastbil

Fløjet til Rigshospitalet med helikopter

Drengen blev kørt over, da lastbilen skulle svinge til højre ad Jernbanegade.
Drengen blev kørt over, da lastbilen skulle svinge til højre ad Jernbanegade.

En 11-årig cyklende dreng på vej til skole blev torsdag morgen kørt over af en mindre lastbil i det centrale Frederikssund.

Ulykken skete klokken 07.58.

- Ulykken skete under en højresvingsmanøvre, da den lille lastbil skulle svinge til højre ad Jernbanegade. Han ramte den cyklende dreng, som blev kørt over af lastbilens ene hjul. Hans tilstand betegnes som stabil, men der er frygt for, at han har alvorlige indre kvæstelser, så han er blevet fløjet til Rigshospitalets Traumecenter med helikopter, siger vagtchef ved Nordsjællands Politi, Bruno Witting-Hansen til ekstrabladet.dk.

Drengens mor er hos ham.

- Hun kom meget hurtigt frem til ulykkesstedet og er sammen med sin dreng, siger Bruno Witting-Hansen.

Den 11-årige dreng bor i Frederikssund.

Der er ikke nogen mistanke om, at lastbilchaufføren var spirituspåvirket på ulykkestidspunktet.

En bilinspektør er sammen med politiet ved at efterforske de nærmere omstændigheder omkring ulykken.