Autohjælp stopper flygtende spøgelsesbil

Fuld mand ville køre fra politiet ved at køre mod trafikken på mørk motorvej

Med en hel hale af patruljevogne efter sig forsøgte en temmelig påvirket mand at slippe væk ved at køre mod trafikken på motorvejen.

Men det lykkedes til sidst føreren af en bil fra Dansk Autohjælp at sætte en stopper for den vilde kørsel.

Det var sent lørdag aften, at politiet jagtede den 62-årige mand mod syd på motorvejen, da han ved Greve kørte over i det nordgående spor.

- Han kørte med cirka 50 kilometer i timen mod trafikken ude i nødsporet. Det kom til flere farlige situationer, og en af de modkørende biler skred ud, siger vagtchefen hos Københavns Vestegns Politi.

Chaufføren på en modkørende autohjælp opfattede dog situationen og kørte ud i nødsporet, og hans bil var åbenbart stor nok til, at spøgelsesbilisten valgte at stoppe.

Han nåede dog at bakke ind i en patruljevogn, før jagten helt kunne afblæses.

Manden er nu sigtet for at forvolde fare for andre og for at køre i spirituspåvirket tilstand.