Tysk politi: Kvinde kvæler tre spædbørn

I løbet af en femårsperiode kvalte en tysk kvinde tre af sine nyfødte børn. De græd for meget, forklarer hun.

En 32-årig tysk kvinde har indrømmet, at hun har kvalt tre af sine egne børn kort efter deres fødsel. Det skete, fordi de græd, og hun følte sig magtesløs, oplyser tysk politi.

Den russiskfødte kvinde erkender at have dræbt en pige og to drenge. Drabene skete i september 2004, juni 2006 og marts 2009, oplyser politiet i byen Limburg i nærheden af Frankfurt.

Obduktioner af de to første spædbørn, der døde kun få uger efter deres fødsel, afslørede intet mistænkeligt, og myndighederne antog, at de var ofre for vuggedød.

Imidlertid blev myndighederne mistænkelige, da kvindens tredje barn døde, idet det er uhyre usandsynligt, at vuggedød optræde tre gange i samme familie.

Under afhøring har kvinden erkendt, at hun kvalte sine tre børn.

- Som begrundelse anfører den sigtede, at hun følte sig "fuldstændig magtesløs". Alle tre børn græd meget, siger Hans-Joachim Herrchen, talsmand for den lokale anklagemyndighed.