Tynd tilståelse af drabet på Pedro

Politiet har anholdt en 18-årig, der sigtes for drabet på den 24-årige Pedro Al-Neema på Christianshavn i marts. Men dommeren ville kun opretholde anholdelsen i tre døgn

En 18-årig mand blev i dag fremstillet i Københavns dommervagt, sigtet for drabet den 12. marts på 'Løvens Bastion' på den 24-årige Pedro Al-Neema. Han blev dræbt med knivstik på en sti på Christianshavns Voldgade.

Men dommer Jens Stausbøll gik kun med til at opretholde anholdelsen over den 18-årige i tre døgn.

Anholdelsen skete efter at den 18-årige havde fortalt bekendte, at det var ham, der 'gjorde det der mod Pedro'.

Foreløbig har politiet kun hans egen tilståelse af drabet - som nu skal underbygges de næste tre døgn.

- Vi har travlt, siger Hans Erik Raben fra drabssektionen til ekstrabladet.dk. Politiet skal nu klarlægge den 18-åriges færden den 12. marts.

Læs også: Hvem dræbte Pedro ?

Den 18-årige blev anholdt i går kl. 13.23 'da det kom til politiets kendskab', at han havde tilstået drabet overfor andre. Han ringede til en bekendt og tilstod drabet, erfarer ekstrabladet.dk.

Han erkendte, at han var gerningsmanden, da han blev anholdt, oplyser politiet.

Den 18-årige er født i Danmark og er af anden etnisk herkomst. Han bor i en lejlighed på Amager kun et par kilometer fra drabsstedet.

Samvittighedskvaler ?
- Vi ved ikke, om han fik pludselige samvittighedskvaler. Der er mange ubesvarede spørgsmål i sagen, siger Hans Erik Raben, drabs-sektionen.

Det er heller ikke lykkedes politiet at finde et motiv til drabet. Politiet vil ikke kommentere, om den 18-årige og Pedro Al-Neema kender hinanden.

Den 18-årige er kendt af politiet for vold.

Den formodede drabsmand blev kort fremstillet foran dommer Jens Stausbøll i dommervagten inden anholdelsesfristen på 24 timer udløb, og han blev genfremstillet i eftermiddag i et egentligt grundlovsforhør. Det skete bag lukkede døre.

Drabet et mysterium
Drabet på den 24-årige har været et mysterium for politiet. Pedro Al-Neema blev fundet stærkt blødende med adskillige knivstik kl. 20.46 lørdag aften den 12. marts.

Han døde efterfølgende af knivstikkene.

Politiet vidste, at den dræbte forlod sine forældres bopæl i Dragør lørdag aften kl. 19, men ikke, hvad han lavede i de knap to timer, der gik, før han blev fundet på Løvens Bastion tæt på Christiania.

Den 24-årige unge mand boede indtil 2007 hos forældrene i Dragør, men derefter flyttede han for sig selv i Albertslund.

Ikke rovmord
Tilsyneladende er der heller ikke tale om et rovmord. Den 24-årige havde nemlig sin mobiltelefon, pung, pas og nøgler på sig.

Politiet har krævet dørlukning i retten af hensyn til den fortsatte efterforskning af drabssagen.

Pedro Al-Neema kom til Danmark som 10-årig med sine forældre fra Bagdad i Irak. Senere blev han dansk statsborger.

Oprindeligt hed han Hussain til fornavn.

Pedro Al-Neema havde ingen fast bopæl, men overnattede ofte på en sofa hos forældrene i Dragør. Han blev beskrevet som et natmenneske, der som regel sov det meste af dagen.

Det var en fodgænger, der fandt Pedero Al-Neema blødende på stien kun 100 meter fra Torvegade. Han og en anden gav førstehjælp til den sårede mand og fik tilkaldt hjælp.

Ved du noget, så tip os på sms/mms 1224 (det koster alm. smstakst) eller på mail 1224@eb.dk