Overfald på SFU'er formentlig fup

Unge bøller slog angiveligt medlem af SF's Ungdom bevidstløs uden for Svendborg. Men politiet tror ikke, det er sket

Foto: Googlemaps
Foto: Googlemaps

Tidligere i dag kom det frem, at en mand fra SF's Ungdom tilsyneladende blev udsat for et groft overfald, da han var ude med valgmateriale på Sydfyn i aftes.

Men efter politiet har lavet en grundig undersøgelse, tyder alt på, at det ikke er sket.

Flere personer har berettet, at manden var blevet overfaldet på Egensevej i Svendborg omkring kl. 19 onsdag aften, da en flok personer kom hen til ham og råbte 'socialist-svin' og 'røde' -et eller andet efter ham.

Efterfølgende skulle han være blevet bragt til skadestuen i Svendborg, og et par timer senere blev han efter sigende overført til traumecentret på Odense Universitetshospital.

Kaldenavn 'duk'
Men alle havde det på anden-, tredje- og fjerdehånd. Og politiet fik først anmeldelsen ad omveje via den lokale formand for SF i Svendborg over middag.

- Vi har talt med 112, Falck og sygehuset. Ingen kan bekræfte episoden. Man har simpelthen ikke kørt de her ambulanceture, siger vicepolitikommissær Kim Munksgaard, efterforskningsleder ved lokalpolitiet i Svendborg, til ekstrabladet.dk.

Politiet fik først anmeldelsen ad omveje via den lokale formand for SF i Svendborg over middag i dag. Men lokalformanden Eva Thrane vidste ikke, hvad den unge SF'er hed, bortset fra at han skulle gå under kaldenavnet 'duk'.

Men intet tyder altså på, at der er sket noget overfald på en SFU'er på Egensevej i Svendborg onsdag aften.