Mand i vandløb offer for drab

Børn fra en skolefritidsordning har fredag eftermiddag fundet liget af en mand i et vandløb i Brabrand i det vestlige Aarhus

Det var her i en bæk ved Grimhøjvej, at liget af en mand blev fundet fredag eftermiddag. (Foto: Claus Bonnerup)
Det var her i en bæk ved Grimhøjvej, at liget af en mand blev fundet fredag eftermiddag. (Foto: Claus Bonnerup)

En mand i slutningen af 50'erne blev tidligere fredag fundet dræbt i et vandløb i Brabrand i det vestlige Aarhus. Det bekræfter vicepolitiinspektør Michael Weiss overfor ekstrabladet.dk.

- Vi er ved at være sikre på en identitet. Der er tale om en mand i slutningen af 50'erne fra lokalområdet, der er tidligere kendt af politiet, men ikke for noget alvorligt, siger Michael Weiss til ekstrabladet.dk.

Michael Weiss har tidligere på aftenen bekræftet overfor ekstrabladet.dk, at der er tale om en forbrydelse.

- Vi kan konstatere, at vi har med et drab at gøre. Han er påført skader, der beviser, at han er blevet dræbt derude, fortalte han tidligere på aftenen.

Dræbt i dag
Ifølge Michael Weiss er drabet fundet sted tidligere i dag.

- Jeg kan ikke fortælle, præcis hvornår det fandt sted, men vi går ud fra, at det er sket mellem klokken 8 i morges og klokken 13.

Det var en flok børn fra en lokal skolefritidsordning, der under en udflugt i området i eftermiddag fandt liget.

Børnene er sidenhen blevet tilbudt krisehjælp.

Ved du noget? Så kontakt ekstrabladet.dk på 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. sms-takst)