F-16 fly styrtet ned

To danske F-16-fly blev omdirigeret, da et F-16-fly forulykkede på Sigonella-basen

En F16-pilot fra De Forenede Arabiske Emirater måtte onsdag formiddag skyde sig ud med katapultsæde, da hans fly forulykkede på Sigonella-basen på Sicilien.

Flyet deltager i den Nato-ledede operation i Libyen og fik problemer, da det skulle lande på basen, hvor også de danske F16-fly lander og letter fra.

Uheldet fik også konsekvens for to danske piloter på vej tilbage til Sicilien efter missioner i libysk luftrum.

- De to fly måtte omdirigeres til byen Trapani, fortæller pressevagt ved Flyvertaktisk Kommando Inge Borggard.

Efter ulykken har italiensk politi på basen spærret området af og undersøger nu årsagen til uheldet. Pilotens tilstand er samtidig ved at blive klarlagt.

Danske fly fra Sigonella-basen har det forløbne døgn kastet otte præcisionsbomber over mål syd for den libyske hovedstad Tripoli og syd for den belejrede by Misrata.

Hermed har de danske fly siden begyndelsen af udstationeringen i marts været på i alt 130 missioner og anvendt i alt 293 bomber.